Første gang vi mødes til en massagebehandling, skal vi selvfølgelig have hilst pænt på hinanden, især hvis din hund er lidt påpasselig omkring fremmede.
Dernæst skal jeg sædvanligvis se din hund i bevægelse, da bevægelsesmønstret kan fortælle meget om, hvor der kunne gemme sig problematikker i kroppen.
Inden vi går i gang med massagebehandlingen vil jeg spørge ind til nogle grundoplysninger, evt. sygdomshistorie eller andre problematikker omkring din hund. Disse vil blive ført ind i en journal, som jeg gemmer.
Nu kan selve massagen påbegyndes. Jeg masserer typisk fra gulv, men hvis din hund er tryg på et bord I plejer at bruge er dette også helt ok. At blive masseret føles ikke ligesom at blive nusset, og dette kan også oftest aflæses af hundens reaktion i de første sessioner. Både situation og behandler vil være uvant for hunden, og vi har endnu ikke etableret en tillid. Du skal derfor ikke forvente, at hunden kan magte en fuld massage de første gange, at den oplever massage. Håndteringsproblemer kan også nemt smitte af på disse sessioner.
Jeg arbejder ALTID på hundens præmisser, og er påpasselig med ikke at overskride hundens grænser, så det bliver til en ubehagelig eller stressende oplevelse.
Du skal forvente, at du skal være til stede under hele behandlingen, så du kan være der for din hund, og tilbyde tryghed og støtte.
Efter endt behandling skal vi igen se på bevægelser så jeg kan vurdere, hvor meget vi har kunne "rykke" hundens tilstand i løbet af sessionen.
Til kommende aftaler vil jeg fortsat skulle se bevægelser og føre journal. Vi vil skulle tale om, hvordan det er gået siden sidste massage. Du vil altså skulle holde øje med hundens almenstand imellem vores sessioner for at vi kan få det mest optimale forløb.